Søndag den 2. november 2025 - Jakob Humaidan
Lørdag d. 1. november var et stærkt hold af juniorer og voksne samlet til en arbejdsdag i Vrangbækken. Dagens opgave var, at der skulle plantes skyggegivende elle- og egetræer langs vandløbet.
Vrangbækken er et vandløbsprojekt, som Svendborg Sportsfiskerforening er en del af, og hvor ca. 500 m lukket vandløb i rør er blevet genåbnet til 800 m fritløbende gydevandløb.
Skyggegivende træer langs vores små vandløb er bl.a. vigtigt, fordi de bidrager til at holde vandtemperaturen lav, hvilket ørreden godt kan lide. Opløseligheden af ilt er også højere i koldt vand, end i varmt, så det kølige vand bliver mere iltrigt. Dette er vigtigt for en iltkrævende art som ørreden samt mange af de vandløbsinsekter, vi gerne vil have i vandløbet.
Skyggegivende træer langs dele af vandløbet bidrager også til, at disse partier ikke dækkes til af hurtigtvoksende grøde - fx pindsvineknop eller lådden dueurt - som ellers kan lukke et vandløb helt til.
Når grene fra de plantede træer i fremtiden brækker af og falder ned i vandet, kommer de også til at udgøre et levested for mange af vandløbets insekter. -Insekter, som havørredens yngel lever af, indtil den - et par år gammel - smoltificerer og trækker til havs for at vokse sig stor.
De afbrækkede grene bliver også vigtige skjulesteder for ørredynglen i vandløbet. På denne måde - eller blot i sig selv - kan træerne være med til at beskytte ynglen mod noget af den prædation, den ellers er udsat for, fx fra skarv. Jo mere fysisk variation, jo flere ørreder kan der også leve i et vandløb, tæt på hinanden, indenfor et givet område.
Fordi der går får på arealerne, skulle der ikke kun plantes træer, men også bygges beskyttende indhegninger i træ. Dette var den hårdeste del af opgaven. Holdet nåede at få bygget 7 indhegninger og sat pæle til yderligere 4, så dette var rigtig godt gået! Stor tak til alle, som deltog. Vi er ikke helt i mål og får derfor brug for medlemmernes hjælp til endnu en arbejdsdag i nærmeste fremtid - vi håber på god opbakning :)
Vi siger også mange tak til Svendborg Kommune og Havørred Fyn for finansiering af træer og materialer.